Lav et personligt spisebord

Sådan gør du:

Indledende forberedelser:

Inden du går i gang, skal du bestemme dig for 2 ting:

Hvilket materiale skal bordpladen være i? Skal det være samme træsort som dit gulv, eller måske en kontrast? Skal det være massivtræ der kan behandles til en unik overflade, eller laminat som er vedligeholdelsesfrit og enormt slidstærkt, og måske bedre til eksempelvis en børnefamilie?

Hvilken størrelse skal spisebordet være? Tommelfingerreglen er, at hver person/stol skal have 60 cm i bredden for at sidde komfortabelt. Det vil sige, at et bord til 4 personer måler 120 x 90 cm, et bord til 6 personer måler 180 x 90 cm etc. Her er det selvfølgelig muligt at lave målene på dit spisebord præcis så det passer i det rum det skal stå i, og du kan eksempelvis lave det smallere for at spare plads i en mindre lejlighed, eller ekstra stort til fx. 20 gæster.

Jeg har valgt at lave spisebordet i skifferlaminat. For at skulle save mindst muligt i skifferpladerne, har de dikteret størrelsen på bordet, som her måler 99 x 223 cm, hvilket svarer til 3 x 3,5 skifferplader.

Du skal bruge:

  • Laminatgulv i valgfrit udseende - her brugt SKIFFER ANTRASIT fra MegaFloor, 2 pakker.
  • 22mm mdf plade i ønsket størrelse - her brugt 99 x 223, som beskrevet ovenover.
  • Trælim
  • Acryl fugemasse
  • Maling til bordkanten, her valgt en lille farveprøve, se beskrivelse i step 12.
  • Derudover skal du bruge en sav, og jeg vil anbefale “The Laminator”, der er super nem til at lave fine, lige snit i laminatpladerne. Den koster 199,95 i SILVAN.
  • Evt. sandpapir
  • Pensel
  • 45 x 45 mm Reglar, til at bygge sarg/understøtning ved spiseborde til 6 personer og derover, samt skruer hertil.

Slutteligt skal du bruge bordben med en stor “kontaktflade” mod bordpladen (det vil sige, at du ikke kan bruge tynde, runde ben der skrues op i pladen som ved eksempelvis et skrivebord). Jeg har valgt den billige løsning fra IKEA, med bukke til 100 kr for 2 stk, men disse kan selvfølgelig også vælges i dyrere og mere markante løsninger.

Projektdetaljer

Tidsforbrug:

ca. 1 dag

Kategori:

DIY Møbler

Udgifter:

Ca 1.100 Kr.

Oprettet

2018